Søg
  • Eva Anna

Min Caribiske Orkan


For 22 år siden sad jeg en septembernat i dette gamle, men super fantastiske, simple, topbeliggende hus på St. Croix. Her havde jeg boet i mere end 2 år sammen med Kelly. Natten igennem rasede orkanen Marilyn over os og vi var krøbet aller bagerst i huset og sammen med vores hund Ziggy lå vi på badeværelset. Vi var iklædt tøj, vandrestøvler og jeg havde en taske over skulderen med vores pas, papirer, penge og andet vigtigt. Vi var klar til at forlade huset, hvis vi kunne fornemme, at det begyndte at skride ud over kanten af den bjergside, huset lå på.

Vi lå egentlig bare i nattens mulm og mørke og lyttede til den buldrende larm, der mindede om et enormt godstog, der kom nærmere og nærmere og til sidst kørte ind i huset for derefter at fortsætte lidt endnu og så vende om og komme buldrende imod os igen! Jeg vil altid huske den lyd og den tiltagende frygt og angst for om "godstoget" ville knuse huset og os totalt. Jo nærmere det kom des mere krampede det sig sammen i min mave og blev til en kugle af skræk, der så stille og roligt opløste sig en smule efterhånden som "toget" fortsatte forbi os.

Det er i virkeligheden nok umuligt at beskrive den frygt vi følte imens vi lå der. Det gik stærkt med at komme ind i den bagerste del af huset, da vi igennem dagen, havde hørt på den lokale radiostation, at Marilyn ville blive mild og bare sende vinde og masser af regn i vores retning. Derfor havde vi besluttet at tage os en super doven morgen og en afslappet formiddag med et glas vin og en lur. Der er ikke noget bedre - siger jeg bare - end sådan en formiddag i Caribien. Vågne og vide, at det bliver regn og lidt blæst og at alle, stort set alle på øen, iøvrigt tager en "slapper".

Så vi sov faktisk skide godt, da vi så opdager, at blæsten er meget voldsom og vi kan mærke, at det er alvorligt. Hele fronten af huset var beklædt med det vi kalder hønsenet og den store stue var åben og fantastisk lækker - den var næsten tom - vores interiør var udsigten. Åh, hvor jeg dog elskede den udsigt. I ville også elske den, hvis I så den. Nogle af jer har set den efterfølgende, når vi har besøgt St. Croix og jeg tog jer med op til huset.

Men nu var hele dette åbne hus fyldt med fare og fra vores soveværelse skulle vi ud i stuen for at komme om til de bagerste soveværelser. Vi for rundt og skubbede alt ind i det lille walk-in-closet og fik bugseret vores madras ind i det bagerste soveværelse sammen med Ziggy og det vigtigste vi kunne få brug for. Kelly kunne med nød og næppe - thank God he was a very strong man - få lukket døren og sat noget tungt for og så brød helvede løs.

Jeg var jo nybegynder, hvad angik orkaner, så i starten var jeg ikke bange, blot glad for vores enormt hurtige reaktion og forflytning af madras, os selv osv.

Hvad der fulgte, var altså mange timer med en utrolig voldsom larm, store grene, der blev kastet ned over huset og gav en øredøvende dundren, når det landede på vores tag. Det lød fuldstændigt som om, at det ville gå igennem og lande i vores værelse når som helst.

Da larmen aftog - altså stormen - faldt vi i søvn på badeværelsesmøblet med de 2 vaske. Jeg lå ovenpå Kelly, der fungerede som madras og vi havde ingen ærmer i vores bluser længere - de var revet af og brugt som toilet papir! Behøver jeg at skrive, at vi sked overkors. Lad mig skrive det som det var. Vi var dødsensangste.

SÅdan en trussel hænger over øerne lige nu idag. Orkanen Irma er på vej mod øerne og jeg tænker på mine venner derovre konstant. Jeg har blæst Irma udenom så godt jeg kunne. I mine tanker, har jeg blæst hende VÆK fra St. Croix, væk fra mine venner og væk fra de andre øer. Nu følger jeg med og håber på det bedste.

Tak fordi I læste med. Det er 22 år siden, men imens jeg har skrevet, har jeg mærket den angst fra september 1995. Det var ikke store grene, der landede på taget. Nej, det var den store stue, der blev blæst løs og henover huset. Jeg siger mange tak fordi taget holdt, men jeg stak hovedet ud næste morgen og så, at der, hvor stuen havde været, var der nu gabende tomt og taget var mere end halvvejs skrællet af. Jeg blev mere chokeret ved dette syn end selve natten. Vi var ret konkret klar over, hvor stor fare vi havde været i, hvis stormen havde varet bare lidt længere. Uden tag over hovedet og med alt det, der blev blæst rundt, så havde vi været ret sårbare.

Kærlige bloghilsner,

Eva Anna


93 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Tekst og billeder af Eva Anna Svelmøe Davidsen I 53 55 27 77

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon